SmagLivet

Sødt som surt


Skriv en kommentar

*Kringle med remonce (glutenfri og laktosefri)

Hvad er bedre end et stykke bagværk, der er helt blødt, lækkert og fyldt med lutter gode sager? En kringle er og bliver et sikkert hit til alverdens lejligheder. Fødselsdage og søndagsbrunchen bliver bare det lidt bedre.

Denne opskrift er nem at gå til, smager skønt nybagt, men kan også sagtens laves i forvejen og lunes.
Kringle

 

Opskriften som jeg lavede den:

  • 60 g. vand
  • 5 g. HUSK (jeg bruger den grønne)
  • 1 æg
  • 20 g. gær
  • 20 g. sukker
  • Lidt salt
  • Lidt kardemomme
  • 75 g. FRI, smør eller mælkefri margarine
  • 50 g. havremel
  • 75 g. melmiks (bruger brødmiks fra Schär)

Rør vand og HUSK sammen og lade det stå at gelere i et par minutter. Rør ægget i og opløs herefter gæren i massen. Kom sukker, salt, kardemomme og fedtstof i, og rør tilsidst dejen homogen ved at komme de to slags mel i. Dejen røres i et par minutter, og stilles herefter til hævning i ca. 30 minutter. (Dejen er ikke æltevenlig, men skal blot røres sammen)

Remonce:

  • 40 g. FRI, smør eller mælkefri margarine
  • 40 g. sukker
  • 50 g. marcipan
  • 1/2 spsk. maizena

Mens dejen hæver, røres ingredienserne sammen til remoncen.

Når dejen har hævet, bredes den ud til et rektangel, på et stykke bagepapir med let våde hænder. Remoncen fordeles i en stribe på midten af dejstykket. Ved hjælp af bagepapiret foldes hver dejside ind over remoncen, så denne bliver lukket inde. Pensles med æg, drysses evt. med hakkede nødder og perlesukker, og bages i 20-25 minutter til den er gylden.

Køles af og nydes lun og lækker.

Kringle


Skriv en kommentar

*Sommerlige havregrynskugler (Hvede-, mælke og ægfri)

Anderledes og sommerlige havregrynskugler helt uden fedtstof. Måske hører du til dem, der kun spiser havregrynskugler til jul, og hvis du gør det, bør du alligevel overveje at prøve disse i sommervarmen som en lille snack! De kan laves af store som små, og er en hyggelig eftermiddagsbekæftigelse. Jeg laver altid blandingen i en foodprocessor, men kan sagtens røres sammen i en skål, hvor man moser jordbærerne med en gaffel. De er trillet i støv af frysetørret jordbær, men kan rulles i lige hvad man lyster.

Havregrynskugler

Opskriften som jeg lavede den:

  • 70 g. havregryn
  • 30 g. mandelmel
  • 50 g. kokos
  • 2 spsk. kakao
  • 150 g. jordbær (frosne eller friske)
  • 30 g. flydende honning
  • 50 g. flormelis
  • Støv af frysetørret jordbær eller andet pynt.

Kog jordbær med flydende honning i nogle minutter til de er møre, har frigivet væske og kan moses let med en gaffel. Kom de kogte jordbær samt saft i en foodprocessor eller i en skål sammen med de restenrede ingredienser og rør blandingen homogen. Den er lettere klæbrig, men efter kort tid i køleskabet, kan der let trilles kugler, der vendes i forskelligt pynt.

Opbevares på køl.

Havregrynskugler


Skriv en kommentar

*Fyldte chokolader med et strejf af jordbær

Findes der noget bedre end et godt stykke fyldt chokolade? Nej vel! For mig er det den rene lykke at fylde munden med. At lave sine egne fyldte chokolader kræver en del udstyr og teknikker. Men når først man har det på plads, er det ingen sag at få fremstillet velsmagende stykker af paradiset. Jeg lover, at der nok i snarlig fremtid, skal komme en temepereringsguide, da det er den vigtigste færdighed i chokoladekunstens univers, så glæd dig!

Disse små vidundere er fyldt med en trøffel med mørk chokolade og jordbær. Hvis man kan tåle mælk, vil en hvid chokolade være at foretrække for at få en mere fremtræden jordbærsmag frem. Men en mørk chokolade med en lav kakaoprocent, fungerer fint!

fyldt chokolade

Opskrift: ca. 15 stykker fyldt chokolade

Fyld:

  • 100 g. friske jordbær
  • 20 g. flydende honning
  • Korn af en 1/2 stang vanilje
  • 25 g. FRI, smør eller mælkefri margarine
  • 100 g. mørk chokolade – Hvis du kan tåle mælk, vil en hvid chokolade også passe helt perfekt.

Skal:

  • 200-300 g. mørk chokolade

Fyldt chokolade

Skyl og nip jordbær og skær dem i mindre stykker. Kom dem i en gryde med honning og vaniljekorn, og kog dem til de er møre. Mos dem med en gaffel undervejs så saften frigives. Si den varme blanding, og bring jordbærsaften i kog igen.

Hak chokoladen meget fint, og hæld lidt af den varme jordbærsaft hen over, rør i massen, tilsæt resten af saften og rør igen til massen er emulgeret og blank. Tilsæt nu fedtstoffet, og rør igen til der opnås et blankt resultat.

Køl nu massen af til den er omkring 28 grader, og kom den i en sprøjtepose.

Temperer chokoladen, fyld den i en støbeform og bank overskydende chokolade ud, så der kun er en skal tilbage. Stil formen i køleskabet i ca. 10 minutter.

Fyld fyldet i skallerne og stil formen tilbage i køleskabet.

Imens temeperes chokoladen igen. Formen tages ud af køleskabet og overhældes med chokoladen, og skrabes glat med en palet. For at slutte hvert enkelt stykke chokolade af, kan du drysse med frysetørret jordbær på den endnu flydende chokoladebund. Stil atter i køleskabet, og efter 10 minutter kan du banke dine chokolader ud af formen.

Opbevares køligt.

Fyldt chokolade

 


Skriv en kommentar

*Penna Cotta med jordbær og knas (Hvede,-mælk- og ægfri)

Findes der noget bedre end danske solmodne jordbær? De fine røde bær der titter frem under de store blade, hvilket herligt syn! Derfor er de små røde lykkekugler også en del af dagens opskrift. En lækker og frisk dessert, fyldt med vaniljeprikker og jordbærsødme. Den er ideel at lave, hvis du står og skal have gæster, da en Penna Cotta sagtens kan laves dagen før.

Denne version er lavet på risfløde og soyayoghurt, for at lette den ellers tunge dessert. Den er toppet med jordbærcoulis og havreknas med marcipan. Det er en virkelig let og lækker dessert i sommervarmen.

Penna Cotta

Opskrift: 2 -3 portioner

  • 2,5 dl. risfløde
  • 3 dl. soyayoghurt
  • 70 g. sukker
  • 1 stang vanilje
  • 3 blade husblas
  • Skal af en halv citron

Husblas kommes i en skål med rigeligt koldt vand i 10-15 minutter.  Flæk vaniljestangen på tværs, og skrab kornene ud med bagsiden af kniven. Riv citronskal og kom det i en gryde med risfløde, sukker, vaniljekorn og dn nu tomme vaniljestang. Varm nu flødeblandingen op til omkring kogepunktet. Vrid husbladsen for vand og kom det i den varme vanilje/citronfløde. Passér massen igennem en sigte og lad den køle en anelse af. Rør nu yoghurten i den lune blanding og fordel massen i portionsglas. Stilles på køl i minimum 3 timer.

Penna Cotta

Jordbærcoulis:

  • 6-10 jordbær (alt efter størrelse og hvor meget man ønsker på toppen)
  • Citronsaft
  • Honning/Sirup

Blend jordbær i en foodprocessor med citronsaft til der opnås en homogen masse, og smag til med honning eller sirup. Stil på køl, til desserterne skal serveres.

Havreknas:

  • 40 g. marcipan
  • 40 g. havregryn
  • 30 g. FRI, Smør eller mælkefri margarine
  • 20 g. sukker

Smuldre eller riv marcipan, og bland det med de øvrige ingredienser til en smuldret dej. Fordel dejen på et stykke bagepapir og rist det ved 200 grader i 8-10 minutter, eller til det er guldendt. Lad det køle af og opbevar det i en tætsluttet beholder.

Inden servering, tages de kolde Penna Cottaer ud, hvorpå der fordeles lidt jordbærcoulis, drysses med havreknas og toppes med friske jordbær. Nemt og lækkert til de lune sommeraftener.

Penna Cotta

 

 


Skriv en kommentar

* Hindbærtærte (Hvede- og mælkefri)

Jeg har altid holdt af alle årstider, men på hver deres måde. Det gør jeg stadig, men tror nu sommeren, er ved at snige sig ind på en førsteplads. Tanken om alle de fine søde bær og frugter der vrimler frem i haverne de næste mange uger, kan gøre mig helt varm af glæde inden i. For at tage forskud på et af sommerens mest fantastiske bær, hvis man spørger mig, blev der i weekenden lavet små marzariner pyntet med store søde hindbær. Den mørke chokolade der ligger som et lag imellem kage og bær, fungerer som lim, så de små hindbær ikke triller af.

Hindbærtærter

Opskriften som jeg lavede den: 6 stk.

  • 100 g. marcipan (Hver opmærksom på evt. allegener)
  • 100 g. sukker
  • 100 g. FRI, smør eller mælkefri margarine
  • 50 g. havremel
  • 2 æg
  • Et drys vaniljepulver eller korn af en halvvaniljestang
  • Ca. 50 g. mørk chokolade
  • Friske hindbær
  • Evt. et drys af fint hakkede nødder

Riv marcipanen groft og bland det med sukker, vanilje og FRI/smør, bland havremel heri, og bland det hele godt sammen. Æggene piskes grundigt  i blandingen 1 ad gangen til massen er homogen. Fordel dejen i små teflonbelagte forme omkring 7-8 cm i diameter.

Bag kagerne ved 180 grader i 20-30 minutter til de er gyldne på toppen. Lad kagerne svale af, og temperer i mellemtiden lidt mørk chokolade.

Smør et tykt lag chokolade på toppen af hver enkelt kage, og placer de røde bær på toppen. Opbevares efterfølgende på køl.

Hindbærtærter


6 kommentarer

* Tebirkes (Mælke- og hvedefri)

Gennem min barndom har tebirkes altid været en fast del af søndagsmorgenmaden. Siden 2012 hvor jeg fik konstateret hvede-og mælkeintolerence, har jeg dog måtte undvære det søde stykke bagværk. Men i anledning af det gode vejr, (det gælder om altid at finde en anledning) prøvede jeg i går, at fremtrylle noget der kunne minde om mit kære barndomsminde, dog uden mælk og hvedemel. Resultatet blev faktisk helt godt, den er selvfølgelig ikke så flaky og luftig som en normal tebirkes. Men som det søde element til søndagsbordet, vil den bestemt kunne begå sig fint! De er fyldt med rigelige mængder remonce, eller snask som som kære far ville kalde det.

Tebirkes

Opskriften som jeg lavede den: ca. 6-7 stk. 

  • 1,5 dl. vand
  • 1 spsk. HUSK
  • 25 g. gær
  • 1 æg
  • 1 tsk. sukker
  • 1/2 tsk. salt
  • 50 g. havremel
  • 100 g. melmix
  • 50 g. FRI

Fyld:

  • 50 g. sukker
  • 50 g. FRI
  • 50 g. marcipan
  • 1 tsk. maizena
  • Birkes til drys

Rør vand og HUSK sammen i en skål og lad det stå i  et par minutter til det gelerer. Opløs nu gæren heri og rør æg, salt, sukker og blødt FRI/smør i. Rør tilsidst de to slags mel i og rør dejen godt sammen i nogle minutter, enten med en ske eller i en røremaskine. Lad dejen hæve i 30-45 minutter med et klæde over.

Imens dejen hæver røres remonce ved at rive marcipanen groft og røre det med de resterende ingredienser.

Når dejen har hævet, bredes dejen ud til et rektangel på et stykke bagepapir, fugt evt. hænderne med lidt vand så dejen ikke hænger fast. Dejen skal være ca. 1 cm i højden.

tebirkes

Smør remoncen på 2/3 af dejpladen.

Tebirkes

Fold nu den 1/3 uden remonce 1/3 ind over dejstykket ved hjælp af bagepapiret.

Tebirkes

Fold derefter den sidste 1/3 ind over de to andre lang, ligeledes ved hjælp af bagepapiret. Giv nu dejstykket et let tryk, så der opnås en højde på ca. 1,5 cm.

Tebirkes

 

Pensl med vand eller æg og drys med rigelige mængder birkes. Skær nu passende stykker, og fordel dem på bagepapiret så der er luft imellem.

Tebirkes

Bages ved 200 grader i ca. 15 minutter eller til de er gyldne og lækre.

De smager bedst lige fra ovnen lune og lækre. Som alternativ kan de fryses og lunes på risteren.

Tebirkes